Værdigrundlag,
vision og mission

Værdigrundlag, vision og mission

DM-Aid’s værdigrundlag, vision og mission er resultat af en proces, som forløb i foråret 2016. En revision af mission og værdier fandt sted i forbindelse med udarbejdelsen af DM-Aid’s strategi 2021-2025.

Vores vision er den fremtid, som vi som organisation ønsker os og er sat i verden for at arbejde for, mens vores mission beskriver vores eksistensberettigelse og hvordan vi vil arbejde for at indfri visionen. Vores værdigrundlag udspringer af vores muslimske værdier, hvorpå vores arbejde med nødhjælp og udvikling baserer sig.

OM OS

Danish Muslim Aid (DM-Aid) blev stiftet i 2005 og påbegyndte umiddelbart efter sit arbejde med indsamling af midler til fattige.

Vision

Vi arbejder for en verden med en lys fremtid, hvor alle mennesker lever et værdigt liv fri for fattigdom.

Mission

Vi udvikler og gennemfører bæredygtige nødhjælps- og udviklingsprojekter.

Værdigrundlag

Vi arbejder ud fra en opfattelse af, at alle mennesker er vores medmennesker, som fortjener vores næstekærlighed.

Vi hjælper alle mennesker med behov for hjælp, uanset religion og etnicitet.

Vi sikrer, at midler håndteres på en troværdig, transparent og effektiv måde. ​

Vi er uafhængige og upartiske i vores arbejde.

Organisation

Historien bag…

DM-Aid blev stiftet den 4. september 2005 i forbindelse med jordskælvet i Pakistan. Abdul Wahid Pedersen og en håndfuld andre ildsjæle ville gøre en forskel for fattige og udsatte mennesker i Afrika, Mellemøsten og Asien og besluttede at stifte en dansk NGO baseret på muslimske værdier om medmenneskelighed og næstekærlighed. Indsamlingen af midler til projekter skulle komme fra tre primære kilder;  

1) Zakat, den obligatoriske almisse i Islam, doneres især i Ramadan og ved Eid al Fitr.

2) Sadaqa, den frivillige almisse i Islam.

3) Qurban, som er offerfesten i forbindelse med Eid al Adha. 

I organisationens første leveår indsamles 1.8 mio.kr og siden hen er organisationen kun vokset i størrelse og indsamling, hvor der 2022 blev indsamlet over 29 mio. kr. årligt, var otte ansatte og over 100 frivillige fordelt på tre lokalgrupper i København, Aalborg og Aarhus. 

DM-Aid startede med at uddele fødevarehjælp, men opbyggede hurtigt et stort forældreløse børn-sponsorprogram og brøndprogram, samt et MicroAid- og Skole- og Uddannelsesprogram. Dertil kom også et engagement i Danmark til fordel for de fattigste og i 2009 blev DM-Aid’s Genbrugsbutik ’Perlen’ etableret. I dag uddeles fortsat fødevarehjælp, sponseres forældreløse børn, etableres brønde og laves bæredygtige projekter i 12 lande i Afrika, Asien og Mellemøsten. Derudover tages fortsat et socialt ansvar i Danmark, hvor der laves projekter til afhjælpning af fattigdom og til fordel for integration og medborgerskab. Donorerne er at finde både blandt private, virksomheder og institutionelle donororganisationer såsom fx CISU, Danmarksindsamlingen og Friluftsrådet. 

DM-Aid er en uafhængig og non-politisk organisation, som både arbejder alene og i samarbejde med en række andre nødhjælps- og udviklingsorganisationer, både i Danmark og udlandet. Vores samarbejdsmodel for udlandet består i at etablere partnerskaber med lokale NGO’er som står for at implementere projekter for de midler, som vi sender til dem. Det sikrer både lavere driftsudgifter for os og et større lokalt ansvar og engagement. I Danmark implementerer vi selv projekterne, enten alene eller i samarbejde med andre danske NGO’er. 

DM-Aid har indsamlingstilladelse (er paragraf 8A godkendt, og medlem af ISOBRO, CISU, netværket Religion & Udvikling og Globalt Fokus.) 

Bestyrelse

DM-Aid’s bestyrelse kan have op til syv medlemmer og to suppleanter. Bestyrelsen fastlægger DM-Aid’s strategiske retning og har det overordnede ansvar for organisationens økonomiske, politiske og juridiske dispositioner. Bestyrelsen har nedsat et forretningsudvalg, som tager beslutninger i sager som ikke kan udsættes til næste bestyrelsesmøde. Bestyrelsen holder månedlige møder, hvor generalsekretæren deltager, samt medarbejdere og frivillige efter behov.

Sekretariat

Generalsekretæren er ansvarlig for DM-Aid’s daglige ledelse og for Sekretariatet, som består af et antal medarbejdere organiseret i en team-struktur. Sekretariatet varetager DM-Aid’s daglige ledelse og drift indenfor det internationale, nationale og kommunikations- & fundraisingmæssige område, samt økonomi, HR og jura. Derudover administrerer sekretariatet de frivillige, og servicerer lokalgrupperne indenfor nationale projekter og events.

Lokalgrupper

DM-Aid lægger stor vægt på et frivilligt landsdækkende engagement, som pt. udmønter sig i tre lokalgrupper centralt placeret i landet; København, Aarhus og Aalborg. De laver aktiviteter med udgangspunkt i lokalsamfundenes behov, men engagerer sig også i landsdækkende aktiviteter så som Wildlife-, Ramadankurv- og Jobklar-projekterne, samt eventet ‘Iftar for Alle’.

Strategi 2021-2025

DM-Aid’s Strategi 2021- 2025 udstikker den retning vi som organisation har valgt for vores arbejde indenfor en femårig periode.

strategy

I 2020 var det 15 år siden, at DM-Aid blev stiftet (2005) og påbegyndte arbejdet med indsamling af midler til fattige og udsatte mennesker i Afrika, Mellemøsten og Asien, samt Danmark, og med formidling og dokumentation af resultaterne.

DM-Aid er siden sin grundlæggelse vokset støt i forhold til indsamlede midler, aktiviteter, projekter, frivillige og ansatte. Retningen for vores arbejde for 2016-2020 var fem strategiske mål, som blev sat inden for rammen af vores vision og mission fra 2016. Som et resultat af de strategiske mål, fik vi i 2017 vores første internationale strategi, som især satte fokus på partnerskaber og nye projektprocedurer. I 2018 fik vi vores første bevillingsmillioner og i 2019 udvidede vi vores kontor med mere plads til flere ansatte og frivillige.

Med et indsamlingsmål på 20 millioner i 2020 er vi kommet rigtig langt og har hjulpet rigtig mange mennesker i nød verden over, inklusiv i Danmark. Men vores ambitioner stoppede ikke der. Vi vil ikke kun hjælpe flere mennesker i nød, men også sætte baren for god udvikling højt. Vi vil være med til dét der virker, dét der er bæredygtigt, dét der er langsigtet. Vi vil ikke kun hjælpe her og nu, men også sikre at nødhjælpen og udviklingshjælpen er koordineret og relevant og at den gives med respekt for det enkelte menneskets værdighed. Fra 2021 er der derfor brug for en ny retning for de næste fem år med nye strategiske mål.

Denne gang har vi valgt at udarbejde en samlet strategi for vores organisation, som skal sætte en ny ambitiøs retning for, hvordan vi gerne vil arbejde de næste fem år. Vi har sat fem nye strategiske mål, hvor vi også skal fokusere på vores organisatoriske udvikling for at kunne indfri de ambitiøse mål. Læs alt om det i vores strategi 2021-25 her nedenfor.

Indsamlingstilladelse

DM-Aid er §8A godkendt som indsamlingsorganisation af både politi- og skattemyndigheder og har indsamlingstilladelse fra Indsamlingsnævnet. Som medlem af Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation ISOBRO lever vores indsamlinger op til ISOBROs etiske retningslinjer.

Vi samler ind via MobilePay, Facebook, Instagram og hjemmeside og vores indsamlede midler går til arbejdet for en verden, hvor alle mennesker lever et værdigt liv fri for fattigdom og med en lys fremtid.

Find DM-Aid på listen over indsamlinger, som er anmeldt til Indsamlingsnævnet efter de gældende indsamlingsregler. Se Indsamlingsnævnets hjemmesideliste her

Her følger en kort gennemgang af retningslinjerne for vores indsamlingstilladelse: 

  1. DM-Aid har med sin indsamlingstilladelse ret til at indsamle via sms, SoMe, hjemmeside, opstilling af indsamlingsbøsser og gadehvervning af medlemmer. 
  2. Tilladelsen gælder ikke fysisk salg af mad, kage eller ting, hvis det sker på offentlige steder eller virksomheders områder, undtagen religiøse og private områder, f.eks en moské eller en garage, eller hvis salg sker i forbindelse med et andet allerede godkendt arrangement.
  3. Hvis der sælges kage, mad eller andet fra info-boder et offentligt sted, skal indsamlingsnævnet orienteres om det, da man ellers kan risikere at få en bøde fra sundhedsmyndighederne. Det er ikke tilladt at skrive priser på kagerne, maden eller tingene. 
  4. Hvis der sælges kage, mad eller andet fra sine info-boder på et privat sted eller som del af andres events, behøver vi ikke at orientere indsamlingsnævnet og vi må gerne skrive priser på kagerne, maden eller tingene. 
  5. Hvis der informeres om projekter i en info-bod eller uddeles flyers på offentlige eller virksomheders områder, skal kommunen eller virksomheden ansøges om tilladelse til at stå det ønskede sted. 
  6. Det er tilladt at tage imod donationer via mobilpay eller netbank, hvis numrene tilhører DM-Aid og er skrevet i en flyer eller plakat, og så længe det ikke fremgår, at det er betaling for noget.
Ved spørgsmål kontakt sekretariatet på tlf.nr: 35 36 08 33 eller skriv til mail: info@dmaid.dk
Retningslinjer-og-regler

Vedtægter

DM-Aid’s vedtægter er det juridiske grundlag for vores organisation. 

De er senest blevet revideret og besluttet på Generalforsamlingen 01. juni 2024. 

Code of Conduct

DM-Aid’s ansatte, frivillige samt samarbejdspartnere i ind- og udland arbejder efter et værdigrundlag og sæt kriterier der er nærmere beskrevet i vores “Code of Conduct” (CoC).

CoC tager udgangspunkt i DM-Aid’s formål og vedtægter og består af 7 overordnede punkter der mere detaljeret beskriver forventninger og krav til os selv og omverden i forbindelse med vore nødhjælpsarbejde.

De 7 punkter er som følger:

  1. Vi har ingen politisk, etnisk eller religiøs dagsorden
  2. Vi respekterer det enkelte individ og dettes rettigheder
  3. Vi bestræber os på at støtte nødlidende mennesker gennem lokale samarbejdspartnere
  4. Vi udviser ansvarlighed overfor modtagne bidrag i alle vores gøremål
  5. Vi udviser og kræver gennemsigtighed i alle led
  6. Vi respekterer DM-Aid’s organisation og dennes formål, vedtægter, forretningsorden samt øvrige udstedte retningslinjer
  7. Vi agerer altid indenfor de af DM-Aid tildelte roller og mandat
code of conduct

Persondatapolitik (GDPR)

Vi har i overensstemmelse med den gældende persondatalov og den nye EU persondataforordning, der trådte i kraft den 25. maj 2018, opdateret vores persondatapolitik for at sikre korrekt håndtering ved indsamling, registrering, opbevaring og behandling af personoplysninger, især følsomme persondata.

Formålet med persondatapolitikken er at forklare, hvordan vi indsamler, beskytter og anvender dine personoplysninger. Vi respekterer dit ønske om hemmeligholdelse af personlige oplysninger, og vi er opmærksomme på behovet for hensigtsmæssig beskyttelse og forsvarlig behandling af alle personlige oplysninger, som vi modtager, herunder især de personfølsomme. Det er vores målsætning at beskytte personlige oplysninger, uanset hvorfra disse oplysninger indsamles, hvordan de videregives eller opbevares.

GDPR