Rohingya-folket er et muslimsk mindretal i Myanmar (Burma), som betegnes som værende statsløse. Siden den seneste udvandring begyndte d. 25. august 2017, er knap en million Rohingya-folk flygtet fra staten Rakhine i Myanmar til Bangladesh. De, der er flygtet, er flygtet i al hast, og har ikke haft mulighed for at medbringe andet. Grundet konflikten i Myanmar, er Rohingyaerne flygtet til nabolandet Bangladesh. (UNHCR: Rohingya-krisen)

Flygtningelejrene i Cox’s Bazar i Bangladesh består af telte og skrøbelige huse, som er i risiko for at falde sammen ved uvejr. Lejrene anses som værende midlertidige, og er derfor ikke bygget af robuste materialer. Området er præget af pladsmangel, hvilket resulterer i, at folk bor meget tæt, og der er ligeledes kamp om mad, lægehjælp og andre basale behov. Rohingyaerne er vant til at stå i lange køer, i ekstrem varme eller voldsomt regnvejr i flere timer, for at få livsnødvendig hjælp. De er ikke garanteret noget som helst, grundet manglen på plads og mad. Med andre ord er der tale om usikre forhold, som gør tilværelsen til en kamp for overlevelse. (Unicef: Bangladesh og Myanmar)

Flere af Rohingyaerne har mistet familiemedlemmer, og lider i dag af psykiske traumer, på baggrund af de hændelser, de har været udsatte for. Den Myanmarske regering fastslår, at det er tilladt for Rohingya-folket at komme tilbage, men at de fortsat vil blive nægtet statsborgerskab. Mange har ikke noget hjem at vende tilbage til, og frygter derfor for deres sikkerhed, til trods for statens udmelding. Af samme grund er Rohingya-folket i et stort dilemma. På den ene side ønsker de at komme hjem, men på den anden side har de ikke et hjem at vende tilbage til. (The Guardian, Video: Rohingya refugees on Myanmar’s brutal crackdown)

Majoriteten af Rohingyaerne er kvinder og børn, hvoraf 40% er under 12 år. Børnene er specielt påvirkede af konflikten, og har brug for tryghed og beskyttelse. Ligeledes er der et stort antal af ældre og udsatte. Rohingya-folket bor i tætpakkede flygtningelejre, uden mad, toiletter eller behandling for dem, der har været udsat for voldtægt, eller på anden vis er sårede. Med andre ord er der tale om en meget omfattende, og fortsat voksende humanitær krise, hvor menneskets basale fornødenheder ikke bliver mødt. Der er derfor et stort behov for lægehjælp, sanitet og beskyttelse. (UNHCR: Rohingya-krisen) Især er basal hygiejne vigtigt i en tid, hvor coronakrisen raser verden over, taget i betragtning, at folk i lejrene bor tæt, og dermed ikke er i stand til at overholde den sikkerhedsafstand som vi kender herhjemme fra. Sanitet og god hygiejne er nemt noget, der kan blive tage for givet, og som vi har ekstra fokus på nu på grund af Covid-19, men det er desværre ikke alle, der er ligeså privilegerede, og har adgang til sæbe og rent vand.

Med omkring 1 million indbyggere, er flygtningelejren i Cox’s Bazar den største i verden. Selvom der er flere nødhjælpsorganisationer til stede, har det været svært at nå ud til alle beboere og yde den nødvendige hjælp. Især voldtægtsofre og personer, som kan være i fare for at have fået HIV er ikke blevet tilset og fået den nødvendige medicinske behandling. Vores partner i Bangladesh, Allama Abul Khair Foundation, har som mål at prioritere de områder af flygtningelejren, hvor der ikke har været regelmæssig lægehjælp.