Vælg en side
HVORDAN NÅR HJÆLPEN FREM TIL GAZA?

HVORDAN NÅR HJÆLPEN FREM TIL GAZA?

I løbet af de seneste to år er grænserne ind til Gaza gentagne gange blevet lukket og åbnet, hvilket har forværret den humanitære katastrofe yderligere.

For at sikre, at nødhjælpen fortsat når frem, har DM-Aid anvendt en model baseret på kommercielle varer, det er en metode, der gør det muligt at yde støtte, selv når adgangen for klassisk nødhjælp er stærkt begrænset.

Når grænserne lukkes for nødhjælpstransporter, får en begrænset mængde varer stadig lov til at komme ind i Gaza gennem det, der betegnes som kommercielle varer.
Det betyder, at visse typer produkter, såsom fødevarer, vand, medicin, tøj og andre basale fornødenheder, fortsat kan importeres af lokale forhandlere og sælges på markederne i Gaza via godkendte handelskanaler, primært i Sydgaza, hvor adgangen er en smule mere stabil.

I modsætning til klassisk nødhjælp, der transporteres med lastbiler fra den egyptiske eller de israelske grænser og kræver særlige tilladelser (som ofte bliver forsinket, afvist eller tilbageholdt), kan kommercielle varer nå frem, fordi de købes og distribueres inde i Gaza.

Ifølge rapporter fra FN’s OCHA spiller leverancer af kommercielle varer en vigtig rolle i den humanitære indsats. Når grænserne er lukkede, og adgangen til nødhjælp er stærkt begrænset, udgør disse leverancer en af de eneste måder, hvorpå befolkningen fortsat kan få adgang til livsnødvendige produkter.
(Kilde: OCHA – Gaza Humanitarian Response Update, 17–30 August 2025)

Priserne på disse varer er dog skyhøje, hvilket gør at selv de mest nødvendige varer er næsten uopnåelige for mange familier. Derfor er denne model afgørende for, at DM-Aid fortsat kan støtte lokalbefolkningen i Gaza.

Hele indsatsen foregår gennem vores faste lokale NGO-partner Taawon, som opererer inde i Gaza.