Vi fortalte i et tidligere opslag om uddelingen af vouchers, som har hjulpet 15.218 medmennesker i Rashidieh-lejren i Libanon. Du kan læse mere om det her.

I denne serie – “Alle har en historie” – sætter vi fokus på tre af de mennesker, der modtog vouchers, og hvilken forskel hjælpen har gjort i deres livssituation.

Hver eneste støttebidrag tæller, fordi det kan lette en tung byrde for mennesker, der er i en svær tid i deres liv.

ALLE HAR EN HISTORIE – MØD FATIMA
Mor til fire. Hun sidder stille på trappestenen foran sit lille hjem i Rashidieh-lejren og fortæller:
“Efter at min mand kom til skade på arbejdet og brækkede knæet, kunne han ikke længere forsørge os. Alt faldt fra hinanden fra den ene dag til den anden … vi havde ikke engang råd til det mest basale til vores børn.”
I dag arbejder Fatima lange dage og tjener kun 80 dollars om måneden. Hun forsøger at skåne sine børn for sult, men det lykkes ikke altid.
“Nogle dage har vi ikke råd til at købe grøntsager. Andre dage giver slagteren mig det, der er tilbage sidst på dagen. Selv medicin … det har vi ikke længere råd til. Enhver støtte, vi modtager, betyder alverden for os … for en tallerken med frugt og grønt er blevet en luksus.“

ALLE HAR EN HISTORIE – MØD EMAN
“Da min mand døde, ændrede alt sig. Pludselig stod jeg alene med mine to børn, uden forsørger, uden støtte… og uden svar på det sværeste spørgsmål af alle – Hvordan skal vi overleve i morgen? Vores hjem rummer næsten ingenting. Vi er afhængige af hjælp fra lokale organisationer, men den er ustabil og aldrig nok. Denne usikkerhed og frygten for hvad morgendagen bringer er blevet en del af vores hverdag. De fleste dage består vores måltider kun af linser og bulgur. Men jeres støtte… det var ikke bare mad på bordet, det var et øjeblik, hvor vi følte, at vi ikke var alene i verden. Tak for at minde os om, at nogen stadig bekymrer sig.”

ALLE HAR EN HISTORIE – MØD GHINA
”Vi har levet i en krigszone i over to år, og kampene er kun blevet voldsommere inde i vores eget hjem. Arbejdet gik i stå. Livet blev tungere dag for dag. Lige da vi troede, vi ikke kunne klare mere, fik min mand konstateret kræft i maven. Han gør alt, hvad han kan. Han arbejder deltid trods smerterne, men det lille beløb, han tjener, er knap nok til at holde vores familie på otte oven vande. Hver dag er en kamp mellem det, vi har brug for, og det, vi må give slip på. Vi lever i konstant bekymring. Ikke kun over dagens måltid, men også morgendagens medicin, husleje og de drømme, vi i stilhed må lægge på hylden for at kunne overleve.”