Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Sundhed

DM-Aid arbejder med en række sundhedsprojekter rundt omkring i verden. Vi arbejder på at etablere en sundhedsklink, et bandagistcenter, sende hospitalsudstyr og støtte til et plejehjem i Marokko.

I fattige dele af verden er lægebehandling ofte en mangelvare – eller også har folk ikke råd til at betale for den nødvendige behandling og medicin. Kvaliteten af både lægehjælpen og medicinen er heller ikke af samme standard som i Danmark. Dertil kommer, at det især i de fattige landdistrikter og fjerne bjergområder er svært at få kvalificeret lægehjælp, og folk skal ofte rejse langt fra deres hjem for at blive tilset af en læge og for at få adgang til medicin.

Projekt: Hospitalsudstyr og Sundhedsklinikker
DM-Aid indsamlede i 2005 midler til etablering og drift af en sundhedsklinik i landsbyen Nokot Patika i Noora Sehri Distriktet i Kashmir efter et voldsomt jordskælv i området.
350 familier i nærheden af klinikken fik kvalificeret lægehjælp til behandling af sygdomme samt udleveret gratis medicin. Den lokale landsbykomité stod for registrering af den udleverede medicin, således at der var kontrol med hvem der fik medicin.  DM-Aid har desuden etableret og drevet en sundhedsklinik i Charsadda-området i Pakistan siden oversvømmelsen i 2010.

Det halvårlige budget for etablering og drift af en sundhedsklinik anslås til ca. 50.000 kr.
Der er fortsat behov for midler til drift af sundhedsklinikkerne med daglig bemanding af sygeplejerske, rengøringskone, ugentlig lægebesøg, medicin mv., som koster i størrelsesorden af 4.000-6.000 kr./mdr.

Projekt: Plejehjem i Marokko
Projektet har til formål at samle ind til udstyr til et plejehjem for svigtede ældre i Taza, Marokko. Plejehjemmet blev besøgt af projektleder Samira på hendes sommerferie i Ramadanen 2015. De mest påtrængende behov omfatter en vaskemaskine, tørretumbler, fryser og køleskab, samt træningsudstyr, blodtryksmåler og diabetesmåler. Næstved Nøddepot har desuden sagt ja til at donere en del af deres indsamlede udstyr som skal transporteres med container til Marokko. De hårde hvidevarer indkøbes i Marokko.

Projekt: Walking Future
Projektet Walking Future har til formål for at samle penge ind til et bandagistcenter i Afghanistan, der skal producere proteser til folk, som har fået amputeret et eller flere lemmer ved f.eks. at træde på landminer. Centrets ansatte skal trænes af et bandagistcenter i Danmark og på sigt selv uddanne nyt personale og finansiere driften af centret. Projektet har eksisteret siden 2013 på initiativ af Ahmad Walid Rashidi, der mistede sit venstre ben som 5-årig under et civilt angreb i Afghanistan. Ahmad er ikke længere del af projektet, som nu ledes af Abdul Wahid som konstitueret projektleder og Fatima som projektkoordinator. Der arrangeres flere fundraisingsevents, hvor især det årlig løb i København ’Løb for dem, der ikke kan’ er meget populært, samt velgørenhedsmiddage og foredrag. Walking Future laver også events i Aalborg i samarbejde med Den Afghanske Kvindekomite.